Mange muligheder på Ærø
Hvad sker der på Ærø om vinteren? Det er et
af de hyppigst stillede spørgsmål fra folk, der overvejer at flytte
til Ærø.
Set udefra kan det være svært at forstå, at Ærø er et travlt
øsamfund med drøn på. Men sådan forholder det sig rent faktisk. Der
er liv og leben på Ærø året rundt.
Sommeren giver sig selv: Da firedobles befolkningstallet, og man
skal bestille plads til sin bil på færgen i god tid. Men når høsten
stunder til er det en helt anden slags liv, der udspiller sig.
Børnene begynder i skole igen, venskaber og
netværk genstarter samvær og aktiviteter efter den hektiske
sommerperiode, og fritidsaktiviteterne kommer tilbage i
omdrejninger.
Og der er mange fritidsaktiviteter. Vinteren igennem engagerer
folk sig i netværk, klubber, foreninger og bestyrelser - og det
sociale liv blomstrer med en lang kæde af middage, sociale visitter
og fester. Men det er bare lidt af det, der fylder i det ærøske
fritidsliv. Som borger på Ærø er det svært at kede sig.