Du er i det, du gør

Af Jytte Weiss Brinks
Bølgemosegaard slænger sig mageligt mellem de bløde
bakker ned til Det Sydfynske Øhav. Alt ånder fred herude, hvor
asfaltbelægningen er blevet til grusvej. Inde bag den røde dør bor
forfatteren Michael Larsen, 48 sammen med sin kæreste Gro Madsen,
38 der arbejder som PR-medarbejder på Ærø Højskole og parrets to
døtre Merle og Maika. I de tre år, hvor familien har boet på Ærø,
har Michael Larsen efter eget udsagn fået rigtig meget fra hånden.
Han har nået at skrive andet og sidste bind i tobindsværket Den
Store Tid - og samtidig har han malet et utal af akvareller med
ø-motiver, som har givet stof til hans to akvarelbøger Ærø i Tanke
og Streg I & II.
Gavmild natur
Michael: Jeg kan ikke nægte, at det har været en gevaldig
inspiration at flytte til Ærø. Naturen herovre er jo så bragende
smuk og unik, at man bliver nødt til at forevige den på alle ledder
og kanter. Jeg arbejder primært om natten, og ud over arbejdsro får
jeg også nogle spektakulære solopgange med kig til rådyr, hare og
ræv, der færdes i de blå timer. Sådan noget må man jo bare prøve at
fastholde i billeder og ord.
Naturen spillede en vigtig rolle for parret, da de tog den
endelige beslutning om at flytte til Ærø. Efter en grundig
researchtur rundt i Danmark blev det klart, at ingen steder fandt
de en geografi med så stor gavmildhed og variationsrigdom som på
Ærø. Men udslagsgivende var og blev dog havet, der er så tæt på,
uanset hvor man befinder sig.
Aladdins hule
Michael Larsen har haft et travlt år, og har derfor ikke nået at
brygge sin Bølgemose-øl, som ellers er blevet en fast del af årets
rutiner i parrets hjemmeproduktion, der også tæller Gros geléer,
marmelader, saft og chutney fra Ærøs Aladdins hule af vildtvoksende
hyldebuske, brombærkrat, mirabeller og morbærtræer. De lækre
produkter er i omløb blandt vennerne og Michaels Ærømotiver kan
beses i et udhængsskab ved markvejen foran huset. Parret er enige
om, at den ærøske naturrigdom er overvældende, men at der er mange
flere værdifulde dimensioner ved Ærø.
Kilometervis af kultur
Gro: Det, der virkelig slår hovedet på sømmet for mig, er det
sociale og kulturelle liv, vi har på Ærø. Jeg er vild med musik, og
for mig er den årlige jazzfestival en af de helt store
begivenheder. Men her sker jo noget konstant; I sommer opførte man
for eksempel La Traviata i Marstal, med solister og ensemble fra
Det Kongelige Teater. Så er der Klassisk Sensommer på Søbygaard, og
vores højskole er altid leveringsdygtig i fede aftenarrangementer.
Jeg synes også at det er skønt, at man kan falde ind i Bio Andelen
til en børne-matiné sammen med ungerne i weekenden. Man må heller
ikke glemme den frodige underskov af lokale initiativer med
festspil, revyer, kabareter og dilettant-forestillinger - der er
virkelig knald på.
Den røde løber for børnefamilier
Michael: Her er også en helt specifik Ærø-kultur hos de folk, der
bor på øen. Jeg er blevet fuldstændig overvældet af den
menneskelige varme og åbenhed, vi har mødt fra den dag, vi kørte i
land med vores flyttelæs. Hjælpsomhed, overskud og generøsitet er
der meget af; man nærer en oprigtig interesse for hinanden.
Gro: Ja, vi oplevede i høj grad, at den røde løber blev rullet ud -
børnefamilier er velkomne her på øen. Det mærker man tydeligt. Men
det var også fordi vi selv ville Ærø, da vi kom. Man kommer langt
med at ville noget herovre, men man skal også ville nogen. På Ærø
kan man ikke leve uden tæt kontakt til andre mennesker. Her er det
helt normalt at engagere sig, hjælpe hinanden, kere sig for
hinandens velbefindende - og måske lige smide en pose nyfangede
fladfisk ind til naboen.
- Vores børn har det fantastisk herovre. De har fået gode venner og
kammerater, men det er også fordi miljøet i skoler og børnehaver er
sundt, nærværende og rummeligt. Man kan mærke på de fleste
Ærø-børn, at de er vokset op med gode idealer, gensidig respekt og
trygge rammer.
Travlt med kvalitet
Gro: Man kan mærke, at man lever her på Ærø, for der er så meget at
engagere sig i - og de fleste gør det. Skellet mellem hverdag og
fritid flyder nemmere sammen. Jeg kan sagtens have haft en travl
arbejdsdag, men så henter man sine børn og tager direkte på
stranden, og får høj himmel, bølger i øregangen og rene horisonter.
På den måde bliver tid noget andet herovre, fordi der ingen afstand
er til andre væsentlige dele af det gode liv.
Michael: Du er i det, du gør: Herovre har man for det meste travlt,
men det er overvejende med fundamentale og rare ting. Og hvis man
ikke selv stopper tiden, så gør folk det for én; man lader altid
sine gøremål falde for en stund, hvis der kommer én forbi til en
snak - sådan er det bare.
Ærø-forfatteren Tove Kjærboe har engang sagt det meget smukt og
rammende: 'Her bevæger folk sig i et tempo der er mennesker
værdigt'.