Bryllups-øen Ærø

Brudepar i hestevogn på Ærø

Ærø er hele Danmarks Bryllups-Ø. Romantisk idyl er at finde overalt, luften er fuld af amoriner og mange vælger at sige ‘JA’ til hinanden på den smukke lille ø midt i Det Sydfynske Øhav.

Besøger du Ærø udenfor højsæson, kan du være næsten sikker på at møde forelskede par i gadebilledet, på restauranter, på hoteller.

Måske er du så heldig at være vidne til et romantisk øjeblik, hvor brud og gom bliver viet i naturen, i fyrtårnet, ombord på et skib eller måske i et strandhus.

Måske ser du et nygift par blive kørt rundt i hestevogn eller veteranbil igennem de idylliske gader.

Måske kommer du til at overvære et brudepar blive fotograferet på et af de utallige pittoreske steder rundt omkring på øen.

Det skaber en helt særlig stemning på Bryllups-Øen – det er ligesom om, der er romantik i luften …

Ærø Kommune byder forelskede par velkomne!

Der er ansat 6 personer i Vielsesteamet ved Ærø Kommune. Når parret har fået en Prøvelse godkendt ved Statsforvaltningen, har vi en god og hurtig sagsbehandlingstid og kan som regel planlægge en vielse indenfor 8 dage. Ærø Kommune tilbyder mere end 200 vielsesdage om året.

Vielse

Dansk statsborger:

Danske statsborgere skal ansøge via Borger.dk (med Nem-ID)

Ansøgningen behandles normalt af kommunen hvor man er bosat. I særlige tilfælde kan Ærø Kommune også udarbejde en Prøvelsesattest for et par, som er bosat udenfor Ærø. Feks hvis de ikke kan nå at få den udarbejdet i deres hjem-kommune.

En Prøvelsesattest er stadig gældende i 4 mdr efter udstedelsen.

Mail til vielsesafdelingen ved Ærø Kommune er: info@weddinginfo.dk eller telefon 63 52 50 09.

Udenlandsk statsborger:

Sådan gør I:

I skal søge hos Statsforvaltningen på https://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=9553 Her kan I også læse mere om ansøgningen og krav til dokumenter. Vær dog opmærksom på at vi desværre ikke kan bekræfte hvilke dokumenter Statsforvaltningen skal bruge. I stedet kan I få yderligere hjælp fra Statsforvaltningen ved at kontakte dem på +45 72 56 70 00 eller proeve@statsforvaltningen.dk.

Ønsker I at blive gift i Ærø Kommune vil vi meget gerne høre fra jer. Send os en mail på info@weddinginfo.dk med information om jeres navne, kontaktinformationer og om I har et ønske om en speciel vielsesdato. Så reserverer vi datoen til jer. Datoen kan dog først endeligt bekræftes når vi har godkendelse fra Statsforvaltningen. Idet Statsforvaltningen har godkendt jeres dokumenter, sender de en prøvelsesattest til os og en bekræftelse til jer. Vi kontakter jer pr. email hvor vi endeligt bekræfter vielsesdatoen.

Borgerlig vielse på Ærø Rådhus

På rådhuset vil det oftest være en giftefoged, der foretager vielsen.

Der skal altid være to vidner til at overvære brylluppet. Hvis I ikke selv har vidner med, har Ærø Kommune et vidnekorps til rådighed.

Såfremt I ikke forstår dansk, engelsk eller tysk, skal I selv medbringe en oversætter.

Talen er ens for alle brudepar, der vælger rådhuset, men skulle I ønske at sige noget til hinanden, kan det også lade sig gøre, når der udveksles ringe.

Når I har sagt ja til hinanden, får I mulighed for at udveksle ringe.

Så bliver I erklæret for rette ægtefolk, jeres vidner skal skrive under, og til slut får I udleveret jeres vielsesattest.

Borgerligt bryllup uden for rådhuset

Ærø hilser vielser udenfor rådhuset velkommen og der er mange dejlige steder på Ærø, hvor du kan blive gift.

Men det kræver lidt mere benarbejde end bare at troppe op på rådhuset og blive gift.

I kan enten selv planlægge jeres bryllup, eller kontakte en bryllupsarrangør.

Ærø har landets allerbedste bryllupsarrangører, og du kan roligt ligge din store dag i ders hænder

Så der er altså rig mulighed for en meget personlig borgerlig vielse udenfor rådhuset.

I forbindelse med en vielse ”ud-af-huset” opkræves der et mindre gebyr, som er afhængigt af tid og sted. (til dækning af km. penge samt ekstra tidsforbrug)

Kirkeligt bryllup

Med kirken som ramme om bryllupshandling og -ritual, vil en præst lede forløbet og bevidne handlingen overfor Gud og hver mand/myndighed.

Hvis I ønsker at giftes i kirke på Ærø, skal I kontakte kirkekontoret på Ærø, I ønsker at blive viet i.

Del denne side