©  Foto:

Julemarked i Ærøskøbing

Eventyrlige Ærøskøbing slår dørene op til et ganske særligt julemarked i smukke, autentiske omgivelser.

Du har måske været så heldig at gæste Eventyrbyen Ærøskøbing en sommerdag; slentret dovent igennem de brolagte gader med en is i hånden og bare indsnuset atmosfæren skabt af århundreders liv og levned.

Men vidste du, at den velbevarede, gamle købstad er som skabt til jul? At gå fra færgen op gennem Vestergade føles fuldstændig som at træde ind i en julekalender på tv. 

Intime og unikke rammer
Ærøskøbing har i årevis haft tradition for at lægge brosten til et af årets allerhyggeligste julemarkeder. Her er rammerne unikke og intime. Ingen kunstige kulisser.

Butikker og spisesteder julepynter omgivelserne og gaderne indtages af hyggelige, oplyste juleboder hvorfra du kan købe ærøske delikatesser, julegaver, sødt og salt til ganen, gløgg og meget andet.

God service og julestemning
Fra Torvet lyder klassiske julehits ud af vinduerne fra Købmandsgaardens bygninger, glöggen og kæmpeklejnerne kan duftes på lang afstand, og det er svært ikke at komme i julestemning.

Butikkerne sørger for gode julegaveideer og altid fremragende service, og på restauranter og caféer kan du varme dig med god mad, kaffe og kage.

Hold øje med årets program på siden Julehygge i Ærøskøbing på Facebook.