Denne helt unikke shelterplads ligger på Ærøs vestkyst, lige der hvor Eskebækken løber ud i havet, nordvest for Voderup Klint.
Området har et rigt plante- og dyreliv. Find roen og oplev nattergal og skovsneppe, hele fire arter af orkideer, og sent på efteråret ørreder, der trækker op for at gyde i bækken. På den sydvendte skrænt lever sjældne arter som markfirben og guldløber. Det eneste der larmer her er havet. Pladsen drives af familien på gården Vesteraas, der også tilbyder en række spændende aktiviteter i området.