Lys i mørket på Søbygaard – en (u)hyggelig eftermiddag for børn
Tag børnene med til en stemningsfuld eftermiddag på Søbygaard, hvor kreativitet og små gys går hånd i hånd. Sammen bygger børnene en stor lysskulptur, lytter til fortællinger ved bålet og går med lanterner mod Jagtslottet. De modigste kan slutte dagen med en (u)hyggelig tur indenfor.
Skab lys i efterårsmørket på Søbygaard
Når mørket falder på, inviterer Søbygaard børn og deres voksne til en (u)hyggelig eftermiddag med lys, kreativitet og fortællinger. Her kan familien være sammen om at skabe, lytte og gå på opdagelse, mens mørket langsomt sænker sig over Søbygaard.
Eftermiddagen begynder med en fælles workshop. Her bygger børnene en stor lysskulptur af blandt andet hønsenet, gips og lyskæder. Børnene arbejder i mindre grupper med hver sin del, og til sidst samles delene til én stor, lysende skulptur ved Jagtslottet.
Efter det kreative arbejde venter en varm pause ved bålet. Her kan børn og voksne få varmen med kakao og flødeskum, mens en uhyggelig fortælling sender små gys rundt i flammernes skær.
Når mørket for alvor har lagt sig, går turen med lanterner mod Jagtslottet. Her tændes den fælles lysskulptur, før eftermiddagens sidste oplevelse begynder.
De børn, der har mod på mere, kan gå med indenfor i Jagtslottet. Her venter en skrækkeligt (u)hyggelig tur med historier, hemmeligheder og hjemsøgt stemning.
Arrangementet henvender sig især til børn i alderen ca. 5-12 år og deres voksne. Husk varmt tøj – og tag gerne lidt ekstra mod med.
Arrangementet skabes i et samarbejde mellem Søbygaard, Ærø Turist & Erhverv og KunstVærkStedet/Ærø Kommune.
Oplev Lys i Mørket på Ærø
Lys i Mørket løber altid af stablen den første hele weekend i november og finder sted på både Ærø, Læsø, Samsø og Langeland. Sammen skaber de fire øer lys i mørket på en tid af året, hvor dagene bliver kortere.
På Ærø kan øboer, deltidsøboer og gæster glæde sig til to stemningsfulde aftener, hvor øen inviterer indenfor og ud i mørket til kultur, mad og særlige oplevelser på tværs af øen – og til en begivenhedsrig weekend lidt ud over det sædvanlige for årstiden.
Kontaktoplysninger
- Email: kontakt@soebygaard.dk
- Phone: +45 30 53 59 58
Sidst opdateret af:Ærø Turist & Erhvervpost@arre.dk
