©  Foto:

Øens Ekko - en lydvandring i Ærøskøbing

Øens Ekko er en lydvandring, der foregår i og omkring Ærøskøbing. Den vil sende dig i armene på fire historiske personer, hvis liv og skæbne var uløseligt knyttet til Ærøskøbing, og vise dig steder med deres øjne - fra det tidspunkt i historien, hvor de levede. 

Lydvandringen tager dig med ud i det fri, ind i historiens originale kulisser og lader dig interagere med historien - både den, der har været, og den du selv er med til at skabe. På den måde leverer Øens Ekko en alternativ museumsoplevelse.

Du tilgår lydvandringen i en app med geolokation. Det betyder, at du kan lægge telefonen i lommen, så snart du starter turen. De forskellige kapitler starter automatisk, når du bevæger dig rundt. Du er således taget i hånden hele vejen - både af appens teknologi og af fortælleren, som også guider dig undervejs.
Hent app'en i AppStore eller Google Play

Selve vandringen er 6 km lang og varer ca. 2 timer. Den foregår i normalt terræn, og har indlagte “gåpauser” undervejs. Skulle man alligevel blive træt og få lyst til at dele turen op, kan man altid stoppe turen og vende tilbage, hvor man sluttede, en anden dag. Alle kan være med, men vi anbefaler, at man som minimum er fyldt 10 år, for at få det fulde udbytte af turen.  

Du kan se folderen "Øens Ekko" her

Lydvandringen er etableret af Geopark Det Sydfynske Øhav I/S i samarbejde med Hunhund Productions, og støttet med midler fra Øernes Kunstfond, Kulturregion Fyn, Friluftsrådet, Energi Fyn og Ærø Kommune.