
Efterårsferie på Ærø
På Ærø står efterårsferien i børnenes og familiens tegn! Tempoet er roligt og der er intet legeland i miles omkreds. Her får I tid til hinanden.


På Ærø finder I det frie børneliv! Oplevelserne står i kø, og I sætter tempoet.
Skov, strand & natur
På Ærø er naturen jeres bedste allierede - også selvom børnene er blevet teenagere. Naturen er altid lige i nærheden, og uanset om solen skinner, det regner eller blæser, er der både noget for jer, der skal brænde energi af og for jer, der bruger naturen til at lade op.
Øboernes insidertips til efterårsaktiviteter på Ærø
"I kan få Ærøs bedste is på havnen og på torvet (i Ærøskøbing). Og de er endda hjemmelavet."
Viktor, 7 år
"Min familie og jeg elsker at se solnedgangen ved Voderup Klint. Når det er koldt, tager vi varm kakao og tæpper med."
Caroline, 39 år
Se flere insidertips fra øboerne...
"Jeg har været med i Ærøskøbing Grand Prix to gange, og det er megafedt!"
Oskar, 13 år
"Jeg bygger altid sandslotte på stranden. Også om vinteren. Vi bor tæt på Halen (i Marstal), og min mor og mig går tit tur derhen."
Arthur, 5 år
"På Søbygaard kan I lave popcorn på bål, fange dyr i voldgraven og slås med træsværd. Det hedder Kys Frøen, men man skal altså ikke kysse nogen!"
Sigurd, 10 år
"Mine venner og jeg har nogle gange brugt en hel dag i vildmarksbadet på Kleven Havn (i Ommel). Det er så lækkert, når vinden er kold."
Mia, 17 år
"Vi er så glade for Ærøs fine museer. Især når vejret nogle gange er lidt for råt til at være udenfor."
Mads, 45 år
"Min kone og jeg tager ofte børnebørnene med på tur til Birkholm med Birkholmposten. Så spiser vi madpakker og går tur, og så tager vi båden hjem igen."
Gunnar, 71 år


Kultur, leg & begivenheder
Lær Ærø bedre at kende gennem Ø-skattejagten, se film i Danmarks mindste bio, besøg øens natursmukke legepladser, læs højt for hinanden på bibliotekerne eller dyk ned i historien på vores børnevenlige museer. Og tjek Ærøs begivenheder ud, så I ved hvad der sker, mens I er på øen.
Smag på Ærø
Ærø byder på noget for alle inden for gastronomiens verden. Her finder I både gourmet, caféstemning og hurtig - men god - take away. Herunder får I en oversigt med de efterårsåbne spisesteder. I kan også gå på opdagelse blandt de ærøske smagsoplevelser, der spænder fra kaffe til lakridskonfekt.
Book efterårsferie på Ærø
Overnat i shelter, på hotel eller noget helt tredje - valget er jeres! Og husk at booke færge forud for jeres rejse - også selvom I kun er gående. Her er desuden rig mulighed for at komme rundt uden bil; øens bus er gratis og her er en cykeludlejer i hver by.