Mere end 310.000 besøgte Ærø i 2021

14.1.2022
Foto: Freja Kock Christlieb

Antallet af gæster på Ærø i 2021 nåede næsten 2020-højder, og lystsejlere satte rekord.

Et mere og mere populært Ærø

Når først pendler- og øborejser er fratrukket tallene fra 2021, så gæstede næsten 313.000 Ærø i løbet af 2021.

Det er et fald på blot 2,2 % sammenlignet med rekordåret 2020. Og det i en tid hvor udlandsrejser igen var muligt og de gratis færgebilletter var langt færre end i 2020.

Går vi tilbage og ser på fremgangen i antal gæster fra 2019 til 2021, så har fremgangen været 23 %.

Turist- og erhvervsdirektør Chris Hammeken udtaler:

Det er tydeligt, at Ærø bliver mere og mere populær som feriemål blandt særligt danskerne. I 2021 oplevede vi især mange vandrere rundt omkring på øen, og også yngre mennesker mellem 18 og 25 år rejste i grupper hertil i løbet af særligt sommeren.

Lystsejlerne flokkes til Ærø

Sammenlignet med 2020 er der kommet 2,7 % flere lystsejlere til Ærø i 2021. Fremgangen er størst i Søby, hvor de oplevede en fremgang på hele 7,3 % i forhold til 2021.

Marstal Havn er stadig den mest besøgte lystbådehavn på Ærø med mere end 18.000 anløb i 2021.