23. jan. 2026
Uudnyttede færgedata skal styrke småøer
Med støtte fra EU vil Ærø Turist- og Erhvervsforening i samarbejde med seks partnere udarbejde en database baseret på anonymiseret færgedata, som kan forudse antallet af besøgende turister på danske småøer.
Nationale data for erhvervs- og turistudvikling er sjældent retvisende for de 27 beboede småøer og fire ikke brofaste ø-kommuner i Danmark, da det kun er større overnatningssteder, som har pligt på at indberette antallet af overnatninger til Danmarks Statistik.
Det vil Ærø Turist- og Erhvervsforening i samarbejde med Ærøfærgerne, ÆrøXpressen, Læsø Turist- og Erhvervsforening, Læsøfærgerne, bookingløsningen til færger, Team Jakobsen, og data- og it-konsulent Morten Fammé Hviid-Hansen lave om på.
”Med støtte fra ST3ER-programmet vil vi eftervise, at man kan bruge færgedata til at dokumentere øsamfunds udvikling, og hvordan beboede småøer i Danmark er levende og bæredygtige helårssamfund,” siger Chris Hammeken, direktør i Ærø Turist- og Erhvervsforening.
Ærø Turist- og Erhvervsforening er lead på projektet, som gennem ST3ER-programmet har fået tildelt 223.500 kr. Med udgangspunkt i datahåndtering og prototypetest vil partnerne dokumentere det uudnyttede potentiale fra færgedata. Projektet løber fra 1. juni 2025 til 31. maj 2026.
Små øer er ikke repræsenteret i turistdata
Læsø har 1789 fastboende indbyggere og omkring 130.000 besøgende turister om året, mens Ærø har 6000 fastboende indbyggere og omkring 300.000 besøgende turister om året. Da overnattende gæster på småøer sjældent er repræsenteret i turistdata, kan øerne ikke fremvise dokumentation for deres udvikling af turisme.
”Det er kun større overnatningssteder, som har pligt til at indrapportere antallet af overnattende gæster til Danmarks Statistisk. Med den uudnyttede færgedata kan vi bidrage til at vise øernes potentiale,” siger Chris Hammeken.
Databasen, som Ærø Turist- og Erhvervsforening er ved at udarbejde i samarbejde med deres partnere, er ikke kun relevant for beboede småøer i Danmark, men også de cirka 1000 øer i Europa, hvor det er nødvendigt at sejle med færge for at komme til og fra øerne.
Innovativ brug af færgedata skal styrke småøer
Transportdata fra færger skal bruges til at etablere såkaldte datadrevne øer, hvilket vil give øerne mere præcis data, som bruges til at styrke samfundene på øerne – både for fastboende, men også for besøgende turister.
”Vi kan se, at der er et uudnyttet potentiale i data fra færger, som kan bruges til at udarbejde ret præcise tal, fakta, vurderinger og prognoser for ikke blot turismen, men også generelt set for øsamfundene,” siger Chris Hammeken.
Med udgangspunkt i data fra færgerne, vil Ærø Turist- og Erhvervsforening udarbejde en database, der kan skelne mellem fastboende, dagsturister og overnattende turister. Det kan øernes butikker, hoteller og restauranter bruge til at planlægge bemanding og vareindkøb.


