Ærøskøbing Gæsteservice søger smilende sommerhjælp
Vil du hjælpe sommerens gæster med at finde de bedste oplevelser på Ærø? Så skal du søge jobbet som sommerhjælp hos Ærøskøbing Gæsteservice.
Hos Ærø Turist & Erhverv søger vi en ny kollega til vores gæsteservice i Ærøskøbing, der sammen med os kan guide øens gæster mod fantastiske ferieminder hen over sommeren.
Hvem er du?
Vi forestiller os at du er imellem 18 og 99 år, trives i mødet med mennesker, kan køre en sækkevogn med flotte Ærøguider sikkert til færgelejet, og at du er hurtig til at lære nye ting.
Er du klar til at udpege hæveautomaten, busstoppestedet og færgekontoret mange gange om dagen og hver gang med et smil?
Har du et godt kendskab til Ærø? Og endnu vigtigere; har du lyst til at lære mere om øen?
Så kunne sommerjobbet hos os sagtens være noget for dig 😊
Om os, din kommende sommerarbejdsplads
Dit arbejdssted bliver Ærøskøbing Gæsteservice, som har til huse hos Ærø Turist & Erhverv på adressen Ærøskøbing Havn 4.
Her har vi åbent mandag til fredag kl. 10-14.
Din arbejdstid vil være 4-5 timer pr. dag og cirka 20 timer om ugen med start omkring slut juni til hen i august - eller hvornår det passer dig.
Hos Ærø Turist & Erhverv er vi i alt 7 medarbejdere, der arbejder med alt inden for erhvervsrådgivning, markedsføring af Ærø og selvfølgelig gæsteservice. Selvom vi afvikler ferie løbende henover sommeren, vil du altid være på arbejde med to eller flere af os.
Vi er søde og rare, spiser mange is og hjælper dig selvfølgelig godt i gang.
Timelønnen er 135 kr. ekskl. ferietillæg.
Er du interesseret?
Så udfyld vores ansøgningsformular hurtigst muligt og senest den 15. april.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Lone på telefon 62 52 13 00 mandag til fredag kl. 10-14.