Ærø er en af Danmarks 10 største turismekommuner
I en tid hvor mange andre destinationer oplevede en nedgang i den generelle turisme, oplevede Ærø fremgang i 2020. Og nu placerer en VisitDenmark-rapport øen på en top 10 over Danmarks største turismekommuner samme år – og det som den eneste kommune på Fyn.
VisitDenmark offentliggjorde for nyligt publikationen ”Turismens økonomiske betydning i Danmark 2020”, som placerer Ærø på en top 10 over Danmarks største turismekommuner, dvs. kommuner hvor turismen udgør en betydelig del af kommunens samlede økonomi.
En populær feriedestination
De sidste par år er Ærø blevet mere og mere populær som feriedestination – det vidner særligt besøgstallene for 2019-2021 om, hvor øen i 2020 og 2021 oplevede en stigning på hhv. 24 og 22 % i antal besøgende ift. 2019.
Det er især om sommeren, at øens mange gæster vælger at komme, men også resten af året har øen et jævnt antal besøgende, som er støt stigende. Et eksempel på dette er fx, at Ærø Hotel melder om udsolgt indtil midt oktober ifølge hotelmanager Nick Brammer.
2020 overraskede trods restriktioner
I skyggen af en pandemi endte 2020 med at blive et specielt år for hele turismeerhvervet.
Mange destinationer oplevede en signifikant nedgang, men trods mundbind og indrejseforbud oplevede Ærø fremgang. Og som den eneste fynske kommune er øen nu med på VisitDenmarks top 10 over de største turismekommuner i Danmark sammen med andre store turistdestinationer som København og Bornholm.
Turismeerhvervet på Ærø understøtter Ærøs helårssamfund
VisitDenmarks mini-rapport ”Turismens økonomiske betydning 2019-2021” viser, at danskernes lyst til at tage på kyst- og naturferier er steget ift. før coronapandemien.
”På den baggrund er jeg ikke så overrasket over, at Ærø ender i top 10”, udtaler turist- og erhvervsdirektør Chris Hammeken.
”Som gæst på Ærø møder du et samfund, hvor der er liv hele året. Ærø er udtalt kyst og natur, gode spise-, shopping- og overnatningsmuligheder samt aktiviteter for hele familien. Vi har gjort os umage for at kunne tilbyde det gæsterne efterspørger, også når de rejser udenfor øens højsæsoner. Turismeerhvervet understøtter i den grad Ærøs helårssamfund i form af bl.a. jobs og indtægter”, slutter turist- og erhvervsdirektøren.
Kontaktpersoner
Turist- og erhvervsdirektør, Chris Hammeken: 41 27 72 94
Hotelmanager på Ærø Hotel, Nick Brammer: 24 48 83 31
Fakta om analysemetoden
Analyserne i VisitDenmarks rapport følger de internationale standarder for et turismesatellitregnskab (TSA). Termen satellitregnskab er udviklet af FN og måler størrelsen af økonomiske sektorer, der ikke er defineret som industrier i nationalregnskabet. Turisme går således på tværs af brancher, idet man følger turisternes køb af varer og tjenester inden for forskellige produkttyper sammenholdt med udbuddet. Typisk offentliggøres resultater af et turismesatellitregnskab med cirka to års forsinkelse.