©  Foto:

Ejnars Sti

Ejnars sti er en hyggelig og smuk sti rundt om og i Ærøskøbing anlagt i 2016 efter ønske fra en gammel øbo.

Start f. eks turen i Ærøskøbing ved at gå ud af Vråvejen, drej til venstre efter ca. 1 km og følg stien til Løkken. fortsæt af Løkken til Møllebakken og returner til Ærøskøbing.  Har man mod på en lidt længere tur, kan man gå op af Møllebakken til, hvor den møder Tivoli og dreje til venstre af "Kærlighedsstien" Den ender ved Nevre/Smedevejen, gå så til venstre et lille stykke og til højre ved Villa Blomberg. Ved deres indkørsel går en lille sti af til venstre ned til Nevrestien og derfra så til venstre ind til Ærøskøbing igen.

Stien forbinder Løkken, Vråvejen og Øsemarksvej. Den går gennem åbent landskab med levende hegn og vandhuller og byder på fine naturoplevelser året rundt. Den er todelt således, at den ene side er cykel/vandresti og den anden er ridesti.

Ejnars Sti er anlagt i 2016 på jord, som private lodsejere frivilligt har afgivet. Ejnar Ernst Petersen (1927-2013) som har lagt navn til stien var født i Ærøskøbing og levede de sidste mange år her. Han var en naturglad og ivrig cyklist, og han testamenterede 1,2 mill. kr. til etablering af en cykelsti ved Ærøskøbing.

Hunde skal føres i snor.

Kort over Ejnars Sti