
Højtlæsning: Gilgamesh – verdens ældste historie for børn og voksne
Kom med på en eventyrlig rejse gennem verdens ældste fortælling - genfortalt af Signe Danielsen for børn og deres voksne.
I forbindelse med kulturweekenden Lys i Mørket kan du opleve en særlig højtlæsningsstund, hvor Signe Danielsen genfortæller det ældgamle epos om Gilgamesh - verdens ældste nedskrevne historie om venskab.
Fortællingen handler om to meget forskellige venner: én er konge med et utroligt hjerte, den anden lever frit i naturen blandt vilde dyr. Sammen begiver de sig ud på en rejse, der fører dem til fjerne egne og helt ned i verdens dyb. Undervejs møder de både uhyret Humbaba, frygtløse skorpionfolk og mystiske stenmænd.
Højtlæsningen er særligt tilpasset børn og deres voksne - og giver både plads til grin, gys og eftertanke. En fortælling, der rækker langt tilbage i historien, men stadig taler til os i dag.
"Lys i Mørket" er en del af Ø-samarbejdet "Fælles indsats for sæsonudvidelse på Læsø, Ærø, Langeland og Samsø" som er medfinansieret af Den Europæiske Union.