
Kom tæt på vinproduktionen hos ÆRØ VIN
Besøg ÆRØ VIN under Geopark Dage og gå på opdagelse på deres nye oplevelsessti - her får du chancen for at lære mere om den lokale vinproduktion.
Kom helt tæt på vinen
Vinproduktion er måske ikke det første, du forbinder med Ærø – men det er netop det, der gør ÆRØ VIN til noget særligt. På vingården lidt uden for Søby dyrker Silvia og Guido Weihermüller vin med kærlighed til både håndværk og natur. Under Geopark Dage inviterer de alle nysgerrige med på en sanselig og lærerig oplevelse ved åbningen af ÆRØ VIN Trail.
Den nye vandresti snor sig gennem vinmarkerne og giver jer mulighed for at komme helt tæt på processen – fra drue til flaske. Langs stien finder I formidling om alt fra vinens biologi og klimaets indflydelse til de særlige forhold, der gør netop Ærø velegnet til vindyrkning.
Vin, klimaforandringer og øliv
Ærø har sit helt eget mikroklima, og de milde vinde og lange solrige dage spiller en vigtig rolle i vinens udvikling. Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at dyrke vin så langt nordpå? Og hvad betyder klimaforandringerne for fremtidens vinproduktion?
Det og meget mere kan I blive klogere på, når I bevæger jer rundt på ÆRØ VIN Trail. Her bliver natur og viden flettet sammen til en stemningsfuld oplevelse, hvor I lærer med både øjne, ører og næse.
Geopark Dage i Geopark Det Sydfynske Øhav
Arrangementet er en del af Geopark Dage, hvor du kan opleve friluftsaktiviteter, lokal mad og ny viden om den lokale natur-, kultur- og geologi-historie i UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav.
Se hele programmet for Geopark Dage 2025