Vejsnæs Nakke
Området ved Vejsnæs Nakke er hjemsted for Ærøs vindmøllepark, nabo til Sankt Alberts Kirke og under geologisk udredning.
Vejsnæs Nakke ligger på Ærøs sydligste spids, og du kan kun komme dertil med egen bil eller cykel. Selv hvis du kører i bil, vil du skulle gå det sidste stykke for at komme helt ud til kanten.
Her finder du det, som ved første øjekast ligner et stort markområde - og det er det egentlig også. Klinten kan du nemlig bedst se fra strandsiden. Her venter dig til gengæld også en stejl oplevelse! Klinten strækker sig nemlig cirka 11 meter op i luften.
Det skal du lave ved Vejsnæs Nakke
- Nydudsigten! Du finder helt ærligt den smukkeste udsigt over åbent hav, når du besøger området ved Vejsnæs Nakke.
- Nyd en medbragt madpakke helt ude, hvor kragerner vender så at sige.
- Kom lidt tættere på de kæmpemæssige vindmøller, som står langs Ærøs sydlige kyst ved bl.a. Vejsnæs Nakke. Men ikke for tæt - af sikkerhedsmæssige årsager.
- Læg vejen forbi det lille bolstjestribede Vejsnæs Nakke Fyr, som ligger helt tæt ved kanten.
- Besøg Sankt Alberts Kirke, som var en kirke fra år 1300. I dag er det et fortidsminde med masser af frisk luft-potentiale og smuk udsigt.
Geologiske perspektiver ved Vejsnæs Nakke
Vejsnæs Nakke udgøres af store syd- og østvendte kystklinter, der er opstået som et resultat af havstigningen i Øhavet.
Området har en kompliceret dannelseshistorie, der endnu ikke er fuldt udredt.
I klinterne ses aflejringer fra mindst to perioder i Kvartær-tiden (Eem og Weichsel) og lagfølgen indeholder flere aflejringstyper end dem, der kendes fra Ristinge Klint.
En del af Geopark Det Sydfynske Øhav
Vejsnæs Nakke er en del af Geopark Det Sydfynske Øhav, som er fortællingen om den dramatiske havstigning omkring Sydfyn og øerne i forlængelse af den sidste istid for over 11.000 år siden.
Havstigningen skabte Øhavets 55 øer og holme, og den særlige natur, som siden har været forudsætningen for hele områdets eksistens og udvikling samt de utallige muligheder for naturoplevelser og aktiviteter under åben himmel. Lær mere om geoparken på geoparkoehavet.dk.