Etapen er 16 km lang:
Se kort over Øhavsstiens etape 1 på Ærø
Din tur starter på havnen i Marstal Havn. Brug lidt tid på her og tag alle indtrykkene ind. Området er stærkt præget af Marstals maritime historie, og du finder både smukke åndehuller og livlige cafeer.
Herefter bevæger du dig på kanten af Marstal by - læg især mærke til den gode udsigt langs Strandvejen - og videre ud til åbne marker i udkanten af byen. Måske bemærker du, at det ikke vrimler med biler på øen - heller ikke når du færdes på de asfalterede veje. Når du rammer toppen af Møllevejen, så sæt dig på bænken lige hvor vejen knækker mod Græsvænge og nyd udsigten.
Så går turen igen ned over marker og mod Kragnæs. Her finder du hyggelige pitstops som butikscafeen FÆRGEVEJ46 og en nyligt restaureret jættestue.
Dæmningen er det næste, du møder. Herfra bevæger du dig væk fra kysten og ind mod midten af øen. Undervejs går du igennem smukke Gråsten Nor; et engområde med en fredet orkidé, som blomstrer i maj.
Du kommer igennem landsbyen Lille Rise og strejfer Stokkeby i udkanten, inden du går på tværs af landevejen og søger mod kysten igen. Her rammer du Nevrestien, som fører dig langs vandet helt til Ærøskøbing.
Her ankommer du i udkanten af byen, hvor du går videre ad Molestien ind til Ærøskøbing Havn, som er din endestation for i dag.
Hvis du skal med bussen fra Ærøskøbing, kører den bl.a. fra færgehavnen hver time.