©  Foto:

Kjøbinghus fra 1645

Bo og oplev Ærøskøbings ældste hus og mærk historiens nærvær – midt i byens hyggelige gader og tæt på både strand og oplevelser.

Bo og sov i hjertet af Ærøskøbings historie
Vil du bo i ægte historiske rammer, så er det fredede Kjøbinghus noget helt særligt. Huset fra 1645 er Ærøskøbings ældste og byder på masser af originale detaljer. Her kan du overnatte i Danmarks ældste byhus med jernbundet revledør og mærke fortidens vingesus, mens du stadig har alle moderne bekvemmeligheder inden for rækkevidde.

Indenfor venter lave lofter, fine træpaneler og et åbent ildsted, der sammen skaber en hyggelig og nærværende stemning. Hvert rum i huset fortæller sin egen historie – fra den blå krambod, som nu er indrettet til soveværelse, til kanapstuen med brændeovn fra 1831 og den lyse sommerstue, hvor solens stråler filtreres smukt gennem de småsprossede ruder.

Historisk have og Ærø i gåafstand
Gårdhaven er en oplevelse i sig selv. Den skæve pigstensbelægning, de gamle frugttræer og syrenbuskene indbyder til afslapning i fredelige omgivelser. Pæretræet i haven har endda sin egen lille rolle i husets lange historie.

Fra hoveddøren er du kun få skridt fra Ærøskøbings hyggelige torv, det lokale whisky-destilleri og Danmarks mindste biograf. Gå på opdagelse i de brostensbelagte gader, eller følg Øhavsstien blot 200 meter fra baghaven. Vester Strand med de farverige badehuse er også tæt på – perfekt til en dukkert eller en stille stund i solen.

PS.
Når du lejer Kjøbinghus, så lejer du hele den historiske ejendom inklusiv egen fredfyldt have;-)

Kjøbinghus er medlem af: