Søby

Foto: Freja Kock
Attraktioner
Bygningsværker og bymiljøer
Søby er den driftige by i det nordvestlige hjørne af Ærø, og med sin færgeforbindelse til Als i Sønderjylland er den tillige Ærøs ’Gateway to Europe’.
Adresse

5985 Søby Ærø

Kontakt

Søby - Gateway to Europe

Ligesom i Marstal er omdrejningspunktet for Søby havnen, som også er øens dybeste. Dette har givet skibsbyggeriet et naturligt hjemsted, og Søby Værft er derfor også Ærøs absolut største arbejdsplads.

Udover værftet rummer havnen også fiskerihavn, en stemningsfuld Marina med spisehus og færgehavn med to ruter til henholdsvis Faaborg på Fyn og  Fynshav på Als. Ligesom det er tilfældet i Marstal, er havet for Søby livskilden.

I starten af 1700-tallet bestod Søby blot af nogle få fæstegårde; hovedaktiviteterne lå hos hertugen, som dengang boede på Søbygaard nogle få kilometer fra Søby. Men da Søbygaards landområder senere blev udstykket betød det vækst for Søby. Det charmerende Søbygaard eksisterer stadig den dag i dag, og er det eneste gods der er tilbage fra hertugernes tid. I lokalbefolkningen er Søbygaard kendt som ”Slottet”, slet og ret. Søbygaard har da også både voldgrav og vindebro der giver en rigtig middelalderlig stemning til det lille jagtslot. I dag fungerer Søbygaard som museum og naturformidlingen ’Kys Frøen’ med mange udendørs aktiviteter for hele familien.

Søbygaard ligger med en formidabel udsigt over det smukke og ugenerte naturområde Vitsø, som i gammel tid var en fjord hvor skibene kunne sejle ind. For enden af Vitsø, ikke langt fra hvor Søbygaard ligger i dag, lå der en kongelig fæstning til værn mod de krigeriske vendere.  Resterne af fæstningen kan i dag opleves som et voldanlæg, som kan bestiges.

I Søby kan man også opleve en smuk stråtækt Hollandsk mølle, som for nylig blev restaureret og genetableret i original stil.  Kører man længere nordvest ud på Ærøs vestligste punkt ved Skjoldnæs, passerer man golfbanerne med en af Danmarks mest fantastiske udsigter og unikke seasidebaner. Ved vejs ende krones oplevelsen af et af landets smukkeste fyr; Skjoldnæsfyr fra 1881. Bestig fyret ad den smalle trappe og få en fantastisk udsigt over Lillebælt, Østersøen og Det Sydfynske Øhav.

Adresse

5985 Søby Ærø

Følg på:

Måske også interessant for dig:

Sidst opdateret af
Ærø Turistbureau